Officielt Arsenal FC-kampprogram 2025/2026
3 – 0
Athletic Club
0 – 1Arsenal5 – 0
Leeds
1 – 0Arsenal3 – 0
Nottingham Forest0 – 2Arsenal1 – 1
Manchester City
0 – 2Arsenal
vsArsenalvs
Olympiakos Piraeusvs
West Ham
vsArsenalvs
Atletico Madridvs
Crystal Palace
vsArsenal
vsArsenal
vsArsenalvs
Tottenhamvs
Bayern München
vsArsenalvs
Brentford
vsArsenal
vsArsenalvs
Wolves
vsArsenalvs
BrightonvsAston Villa
vsArsenalvsLiverpoolvsArsenal
vsArsenalvsManchester Unitedvs
Kairat AlmatyvsArsenalvsSunderlandvsArsenalvsArsenalvsChelseavsArsenalvsEvertonvsArsenalvsBournemouthvsArsenalvsNewcastlevsFulhamvsArsenalvsBurnleyvsArsenalOfficiel info om Arsenal-kampe: arsenal.com/fixtures og premierleague.com/matches
Arsenals hjemmekampe på Emirates Stadium
Du finder Arsenals hjemmebane, Emirates Stadium, i bydelen Islington i det nordlige London. Stadionet har en kapacitet på 60.704 tilskuere. Tilskuergennemsnittet i Premier League for 2022/23-sæsonen var 60.191, hvilket vidner om en konsekvent høj belægning til hjemmekampe. I 2023/24-sæsonen fortsatte det høje fremmøde med et gennemsnit tæt på fuld kapacitet.
Emirates Stadium åbnede i juli 2006 og erstattede klubbens tidligere hjemmebane, Highbury. Flytningen var en nødvendighed for klubbens udvikling, da Highburys kapacitet på 38.419 begrænsede klubbens vækstmuligheder. Byggeriet af det nye stadion var et stort projekt, som gav Arsenal en moderne arena med markant forøgede tilskuer- og kommercielle indtægter.
Den nemmeste transportform til Emirates Stadium er Londons undergrundsbane, The Tube. Den nærmeste station er Arsenal på Piccadilly Line, som ligger få minutters gang fra stadion. Alternativt benytter mange tilskuere stationerne Finsbury Park (Victoria og Piccadilly Line samt National Rail) eller Highbury & Islington (Victoria Line og London Overground). Begge disse stationer ligger cirka ti minutters gang fra stadion og tilbyder flere transportmuligheder. Flere busruter betjener også området omkring stadion. Bilkørsel på kampdage frarådes på grund af omfattende vejlukninger og meget begrænsede parkeringsmuligheder.
Emirates Stadium: arsenal.com/emirates-stadium og wikipedia.org/Emirates_Stadium
North London Derby
North London Derby er betegnelsen for kampene mellem Arsenal og Tottenham Hotspur. Det første opgør fandt sted den 19. november 1887 som en venskabskamp. Kampen blev afbrudt 15 minutter før tid på grund af mørke ved stillingen 2-1 til Tottenham. Den første ligakamp mellem klubberne blev spillet i First Division den 4. december 1909, hvor Arsenal vandt 1-0. På dette tidspunkt eksisterede der ingen markant rivalisering, da Arsenal havde hjemmebane i Plumstead i det sydøstlige London.
Rivaliseringen opstod for alvor i 1913, da Arsenal flyttede fra Manor Ground i Plumstead til Highbury i North London. Dette placerede klubben kun få kilometer fra Tottenhams daværende hjemmebane, White Hart Lane. Fjendskabet eskalerede i 1919. Fodboldligaen udvidede First Division fra 20 til 22 hold. Arsenal, som sluttede på en femteplads i Second Division, blev tildelt en plads i den bedste række. Dette skete på bekostning af flere klubber, herunder Tottenham, som var sluttet på en 20. plads i First Division før Første Verdenskrig og forventede genvalg. Arsenals formand, Sir Henry Norris, stod bag den succesfulde lobbyisme, som sikrede oprykningen.
Det, der adskiller dette derby fra mange andre, er den ekstreme geografiske nærhed. Afstanden mellem Emirates Stadium og Tottenham Hotspur Stadium er cirka 6,4 kilometer. Denne nærhed skaber en intens lokal konkurrence om håneretten. Overgange mellem de to klubber er sjældne og kontroversielle. Sol Campbells skifte fra Tottenham til Arsenal på en fri transfer i 2001 er det mest kendte eksempel. Handlingen gjorde ham til en hadet figur blandt Tottenhams fans og en helt for Arsenals tilhængere. Et andet unikt element er det fan-skabte fænomen ‘St. Totteringham’s Day’. Dette er dagen i en sæson, hvor det matematisk bliver umuligt for Tottenham at slutte over Arsenal i Premier League-tabellen.
Læs mere: North London Derby | wikipedia.org/North_London_derby
Kommende opgør
vsTottenhamvsArsenalSeneste opgør
0 – 1Tottenham2 – 1Tottenham0 – 1Arsenal2 – 3Arsenal2 – 2Tottenham0 – 2Arsenal3 – 1Tottenham3 – 0Arsenal3 – 1Tottenham1 – 0ArsenalHistoriske Arsenal-kampe
26. maj 1989: Liverpool – Arsenal 0-2
Den 26. maj 1989 er en dato, der er mejslet i Arsenals historie med gyldne bogstaver. Opgøret på Anfield mod Liverpool var ikke blot sæsonens sidste kamp; det var en direkte duel om det engelske mesterskab under de mest dramatiske omstændigheder tænkelige. Konteksten var tung og følelsesladet, da kampen var blevet udsat som følge af Hillsborough-tragedien blot få uger forinden. Forudsætningen for Arsenal var brutal og på papiret næsten umulig: De skulle vinde med to overskydende mål på Anfield, en fæstning hvor Liverpool ikke havde tabt med to mål i tre år. Liverpool, anført af Kenny Dalglish, kunne nøjes med uafgjort eller endda tabe med et enkelt mål og stadig løfte trofæet foran deres egne fans. Alt var sat op til en kroning af Merseyside-holdet.
Kampen var en taktisk og nervepirrende affære. Manager George Graham havde indprentet sine spillere en disciplineret og tålmodig tilgang. Første halvleg forblev målløs, og som tiden skred frem i anden halvleg, voksede presset på Arsenal. Men i det 52. minut gav anfører Tony Adams’ navnebror, Alan Smith, Arsenal håb, da han headede et frispark fra Nigel Winterburn i nettet. Målet skabte fornyet tro, men med uret tikkende mod de 90 minutter manglede Arsenal stadig det afgørende andet mål. Liverpools spillere forsvarede sig desperat, og Anfield forberedte sig på at fejre endnu et mesterskab.
Med uret langt inde i overtiden så det ud til, at Liverpool ville holde stand. Men i det allersidste angreb, i det 91. minut, skete det, som siden er blevet udødeliggjort i fodboldhistorien. Målmand John Lukic kastede hurtigt bolden ud til Lee Dixon, som sendte en lang bold frem mod Alan Smith. Smith snittede den videre til Michael Thomas, der stormede frem fra midtbanen, brød igennem Liverpools forsvar og med en kølig afslutning vippede bolden over en fremadstormende Bruce Grobbelaar til 0-2. Arsenals spillere og medrejsende fans eksploderede i eufori. Kampen blev fløjtet af umiddelbart efter. Begge hold endte på 76 point med en identisk målforskel på +37, men Arsenal vandt mesterskabet på reglen om flest scorede mål (73 mod Liverpools 65). Det var klubbens første mesterskab i 18 år og er fortsat anerkendt som den mest dramatiske afslutning på en ligasæson i engelsk fodbolds historie.
8. maj 1971: Arsenal – Liverpool 2-1
Den 8. maj 1971 står mejslet i Arsenals historie som dagen, hvor klubben opnåede sin hidtil største triumf. På et solbeskinnet Wembley Stadium, blot fem dage efter at have vundet mesterskabet på dramatisk vis på ærkerivalerne Tottenhams hjemmebane, White Hart Lane, stod Bertie Mees mandskab over for Bill Shanklys formidable Liverpool-hold i FA Cup-finalen. Konteksten var monumental: en sejr ville sikre klubbens første “The Double” nogensinde. Kampen var en fysisk og taktisk udmattelseskrig på en tung og krævende bane. Efter 90 intense, men målløse minutter, hvor begge hold kæmpede med træthed efter en lang sæson, måtte kampen ud i forlænget spilletid.
Den forlængede spilletid startede som et mareridt for Arsenal. Allerede efter to minutter bragte Liverpools Steve Heighway sit hold foran, og drømmen om den dobbelte triumf så ud til at smuldre. Men dette Arsenal-hold var bygget af et særligt stof. Med en utrolig viljestyrke kæmpede de sig tilbage. I det 101. minut lykkedes det for Eddie Kelly at fremtvinge en udligning efter et rodet og desperat pres i Liverpools felt – et mål, der symboliserede holdets ukuelige kampgejst. Stillingen var 1-1, og finalen var igen helt åben, mens spillerne på begge hold var på grænsen til total udmattelse.
I det 111. minut indtraf øjeblikket, der for evigt skulle definere finalen og en hel generation af Arsenal-fans. Midtbanespilleren John Radford sendte et indlæg mod Charlie George, den lokale Islington-dreng med det fantastiske skud. George tæmmede bolden og sendte fra godt 20 meters afstand et tordnende langskud afsted, som fløj utageligt i nettet bag en chanceløs Ray Clemence. Målet blev efterfulgt af en af fodboldhistoriens mest ikoniske jubelscener, hvor en udmattet og ekstatisk Charlie George faldt om på ryggen med armene strakt i vejret. Målet sikrede ikke blot en 2-1 sejr og FA Cuppen; det fuldbyrdede “The Double” og udødeliggjorde holdet som legender i Arsenals og engelsk fodbolds historie.
4. maj 1994: Arsenal – Parma 1-0
Den 4. maj 1994 i Parken i København stod Arsenal over for en af klubbens største europæiske udfordringer i finalen i Pokalvindernes Turnering. Modstanderen var et stjernespækket Parma-hold, der var forsvarende mestre og anset for at være et af Europas absolut bedste mandskaber med offensive profiler som Gianfranco Zola, Faustino Asprilla og Tomas Brolin. Konteksten gjorde ikke opgaven lettere for The Gunners; holdets absolutte topscorer, Ian Wright, var ude med karantæne, og den erfarne midtbanemand John Jensen var skadet. Dette efterlod Arsenal som massive underdogs mod et italiensk hold, der var tårnhøje favoritter til at genvinde trofæet.
Kampen udviklede sig som forventet med Parma i næsten konstant boldbesiddelse, men efter 20 minutter skete det uventede. Efter en dårlig clearing faldt bolden ned til angriberen Alan Smith, som med en fremragende venstrebensflugt hamrede bolden i nettet til en chokerende 1-0-føring. Målet blev startskuddet til en af de mest heroiske og disciplinerede forsvarspræstationer i europæisk fodboldhistorie. Anført af den legendariske forsvarskæde med Lee Dixon, Tony Adams, Steve Bould og Nigel Winterburn foran en sikker David Seaman i målet, modstod Arsenal et konstant pres i de resterende 70 minutter. Hver mand kæmpede med en utrolig offervilje, og Parma-stjernerne blev frustreret gang på gang. Kampen blev et symbol på manager George Grahams Arsenal og udødeliggjorde tilråbet “One-nil to the Arsenal”.
Sejren på 1-0 var ikke blot Arsenals andet europæiske trofæ nogensinde; den var en triumf for kollektivet og den defensive organisation. I en tid, hvor italiensk fodbold dominerede Europa, beviste Arsenal, at taktisk snilde og urokkelig vilje kunne overvinde overlegen individuel kvalitet. Kampen står i dag som et monument over George Graham-æraen – en sejr vundet på ren og skær stædighed og defensiv perfektion, som for altid vil have en særlig plads i klubbens historie som den ultimative defensive masterclass.
3. maj 1998: Arsenal – Everton 4-0
Søndag den 3. maj 1998 var en dag, hvor solen skinnede over Highbury, og en følelse af uundgåelighed hang i luften. Efter en fænomenal stime af sejre i foråret havde Arsène Wengers mandskab indhentet og overhalet Manchester United i toppen af Premier League. En sejr over nedrykningstruede Everton ville sikre mesterskabet med to runder igen. Stemningen på det gamle, intime stadion var elektrisk, en blanding af fest og spændt forventning. Kampen forløb som en drøm for hjemmeholdet. Et tidligt selvmål af Evertons Slaven Bilić lettede trykket, og herefter overtog den lynhurtige hollænder Marc Overmars, et af Wengers nøgleindkøb, scenen. Med to kliniske afslutninger bragte han Arsenal foran 3-0 og sendte Highbury i en tilstand af eufori. Mesterskabet var i hus.
Men kampens og hele sæsonens definerende øjeblik indtraf i det 89. minut. Med titlen sikret og festen i fuld gang på tribunerne, brød midterforsvareren Steve Bould igennem på midtbanen og lagde en overraskende, følt bold frem i dybden. Her kom anfører Tony Adams stormende frem fra sin position i midterforsvaret i et løb, der var fuldstændig atypisk for ham. Med perfekt timing tæmmede “Mr. Arsenal” bolden med brystet og hamrede den utageligt i nettet med venstrebenet. Målet udløste en ikonisk jubelscene, hvor Adams med armene strakt ud til siden lod sig hylde af et ekstatisk publikum. Det var et billede, der kom til at definere en hel æra.
Målet var langt mere end blot pynt på resultatet; det var et symbol på hele den transformation, Arsène Wenger havde igangsat i klubben. Tony Adams, indbegrebet af det gamle, fysisk betonede og kompromisløse Arsenal, der havde kæmpet med personlige dæmoner, scorede et mål af teknisk elegance efter oplæg fra sin gamle makker i forsvaret, Steve Bould. Det var det gamle Arsenal, der omfavnede Wengers nye filosofi om teknisk, flydende og angrebsivrig fodbold. Målet indkapslede perfekt, hvordan Wenger havde revolutioneret ikke blot holdets spillestil, men også spillernes mentalitet og formåen. Sejren sikrede klubbens første mesterskab i syv år og var første del af “The Double”, som blev fuldendt med en sejr i FA Cup-finalen senere på måneden, hvilket cementerede starten på en ny guldalder for Arsenal.
25. april 2004: Tottenham Hotspur – Arsenal 2-2
Datoen den 25. april 2004 er indgraveret i enhver Arsenal-supporters bevidsthed. Forud for kampen var konteksten klar: Arsène Wengers suveræne mandskab, der endnu ikke havde tabt en kamp i sæsonen, behøvede blot et enkelt point for matematisk at sikre sig Premier League-trofæet. Skæbnen ville, at den afgørende kamp skulle spilles på White Hart Lane, hjemmebane for ærkerivalerne fra Tottenham Hotspur. Dette skabte en historisk parallel til 1971, hvor Arsenal ligeledes vandt mesterskabet på samme stadion, hvilket tilføjede et ekstra lag af symbolsk betydning og spænding til opgøret. Stemningen var elektrisk og hadsk; en potentiel triumf for Arsenal ville være den ultimative ydmygelse for Spurs.
Arsenal indledte kampen med den selvtillid og elegance, der kendetegnede holdet i den sæson. Allerede efter tre minutter bragte anfører Patrick Vieira gæsterne foran efter et flydende angreb, og da Robert Pirès øgede til 2-0 efter 35 minutter, lignede det en magtdemonstration og en ydmygelse af værterne. Arsenal kontrollerede begivenhederne fuldstændigt i første halvleg, og mesterskabet syntes at være inden for rækkevidde på den mest overbevisende manér. Tottenham kæmpede sig dog tilbage i anden halvleg. Først reducerede Jamie Redknapp med et flot langskud, og i kampens døende minutter begik målmand Jens Lehmann et klodset straffespark på Robbie Keane. Keane omsatte selv sikkert fra pletten til slutresultatet 2-2.
Selvom Tottenhams sene udligning gav hjemmeholdets fans en smule stolthed at gå hjem på, var det en ringe trøst. For med slutfløjtet brød Arsenal-spillerne og de medrejsende fans ud i euforisk jubel. Pointet var i hus, mesterskabet var sikret, og det skete på fjendtlig grund. Billederne af Thierry Henry, Patrick Vieira og Sol Campbell, der fejrede titlen på græstæppet foran de rasende Spurs-fans, er blevet ikoniske. Kampen var ikke blot en triumf i sig selv; den var en afgørende brik i fuldendelsen af “The Invincibles”-sæsonen, hvor holdet gik ubesejret gennem samtlige 38 ligakampe. At vinde titlen på ærkerivalens hjemmebane er en bedrift, der for evigt vil blive husket som et af de mest mindeværdige og søde øjeblikke i Arsenals historie.
Jeg hedder Claus Bermann og jeg har siden 1998, hvor jeg så min første kamp i udlandet (Bayern München - Brøndby IF i Champions League), rejst Europa tyndt for at opleve den lokale fankultur og alverdens fodboldstations.